Oldtidsstifonden - Vandskelsvejen

Et oldtidsvejstrøg har siden bondestenalderen gået fra Lejre/Roskilde-egnen mod nordøst til Nordkysten og Helsingør. Oldtidsvejstrøget har stort set fulgt vandskellet mellem Øresund og Roskilde Fjord. Transport var lettest dér, hvor terrænet var tørrest.

Oldtidsstifondens formål har været at identificere oldtidsstrøget og kortlægge sammenhængen med de mange gravhøje og andre kultur-historiske seværdigheder i det naturskønne område. Fonden har udpeget de stier, der så vidt muligt følger oldtidsvejstrøget. Langs stierne er de vigtigste fortidsminder, kirker og naturperler markeret med pæle. På pælene er sat et skilt, som henviser til, hvad man ser.

Oprettet 25/3, 2009 - Opdateret 23/11, 2021 - - - Jens Hald (fondens stifter)

Image

Det hele er samlet i bogen "Turguide - Oldtidsstier i Nordsjælland", 2021. Bogen er på 104 sider og kan købes i boghandlere langs Vandskelsvejen.

Image

Langs Vandskelsvejen byggede vore forfædre stenalderdysser og bronzealderhøje til slægtens døde og for at markere territorium og magt. Gravhøjene ligger flere steder så tæt, at de nærmest har flankeret Vandskelsvejen.

Vejene var for ca. 5500 år siden blot mudrede spor, der forbandt de første bopladser i bondestenalderen, da bl.a. Vandskelsvejen skilte sig ud som gennemgående. I middelalderen blev vejen mere befærdet. Et håndgribeligt spor af den livlige trafik er tolv dybe hulveje ned til vest-enden af Farum Sø. Efter 1370 opdæmmedes Farum Sø og Furesø. Hovedtrafikken gik nu over Fiskebæk (ad Frederiksborgvej). Vandskelsvejen mistede sin betydning, fordi broerne kom til og magtens centrum flyttede fra Roskilde til København.